Er uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker noget for dig?

Hvis du er til kridhvide skjorter og rene negle – ja så er det nok spild af tid at læse videre.
Er du derimod ikke bange for at få olie på hænderne, elsker at rode med mekanik og motorer – og har det fint med frisk luft, ja så vil denne uddannelse helt sikkert være noget for dig.

Hvilke muligheder er der?

Som landbrugsmaskinmekaniker har du rigtig mange muligheder.
Der er god grobund for at forfølge dine drømme, hvad enten du ønsker at være ansat, selvstændig eller har lyst til at videreuddanne dig.
Uddannelsen, som jo er en branchespecialisering, har også den kæmpe fordel at du får en rigtig god grunduddannelse.
Automekanikere uddannes kun til biler, men med en uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker – står du med en meget bredere erfaring og rigtig mange muligheder.

Hvad laver en landbrugsmaskinmekaniker?

Som landbrugsmaskinmekaniker reparerer og vedligeholder du maskiner, der bruges inden for landbrug, skovbrug og gartneri.
Jobbet er meget alsidigt og spændende, og nogle af opgaverne er at montere redskaber og ekstraudstyr, samt fremstille reservedele.
Der arbejdes med at svejse, dreje i jern, smede, arbejde med hydraulik, elektronik og avancerede transmissioner – og meget andet.
Da en landbrugsmaskinmekaniker tit er problemløser for kunden, lærer man under uddannelsen at blive i stand til at handle selvstændigt.
Nogle opgaver er istandsættelse og vedligeholdelse af landbrugsmaskiner, men også akutte opgaver opstår regelmæssigt. En mejetærsker, der går i stykker under høsten, skal ”ordnes” på stedet og så hurtigt som muligt, da gårdejerens tid er kostbar.

Hvor kan du få job?

Der er store muligheder for at få job i en af Danmarks mange maskinstationer og forretninger eller i udlandet (for eksempel på et Ulandsprojekt). Du kan også vælge at blive selvstændig eller bruge uddannelsen som springbræt til en videregående uddannelse.

Kun fantasien sætter grænser og fremtiden ligger for dine fødder!