For Daniel Villadsen tæller det meget, at uddannelsen til landbrugsmaskinmekaniker rummer en masse spændende udfordringer
- Utrolig spændende, alsidig og udfordrende.
Så store ord bruger Daniel Villadsen om det fag, han på tredje år er i lære som hos maskinhandler A. P. Jørgensen i Ribe.
- Lysten til jobbet får mig op om morgenen, fortæller han.
- Når en opgave er afsluttet dagen før, ved jeg ofte ikke, hvad jeg skal lave dagen efter.
- Så det er også spændende på den måde, understreger Daniel.
Triller ikke tommelfingre
Daniel Villadsen gjorde sig flere tanker om sin fremtid, inden han valgte at gå i lære som landbrugsmaskinmekaniker.
- Jeg tog en HTX-eksamen med tilvalg i teknologi, før jeg gik i lære, fortæller han.
Inden da havde han dog overvejet at blive automekaniker.
- Inden for landbrugsmaskiner er der mange flere udfordringer, end der er med biler, mener Daniel.
Fra elektronik til smedearbejde
Moderne landbrugsmaskiner er bygget op med en masse elektronik og hydraulik samtidig med, at de er kraftigt byggede.
- Det betyder også, at der er mange smedeopgaver, som skal løses.
- Udfordringerne består ikke kun i at skifte reservedele, men også i selv at kunne svejse og reparere i jern.
For ind i mellem efterspørger kunderne løsninger, som ikke lige kan købes.
- Så er vi selv nødt til at bygge en løsning op fra bunden, og det er også meget udfordrende at være med til.
Glad for kollegaerne
I en travl dagligdag er det ikke nok kun at have spændende faglige udfordringer. Samspillet med kollegaerne skal også fungere godt, så dagene ikke føles lange.
- Her har vi det rigtigt godt med hinanden.
- Vi er gode til at hjælpe hinanden samtidig med, at vi også får lov til at arbejde selvstændigt med opgaverne. Så selvom han allerede den første dag i sin læretid blev sat til at skille en gearkasse ad på en traktor, blev det ikke for meget for ham.
- Sådan en opgave var lige præcis noget af det, jeg gik i lære for at opleve, fortæller han.
Daniels uddannelsesforløb
- 1.-6. klasse Vester Vedsted Skole, Ribe
- 7.-9. klasse Vittenberg Skole, Ribe
- 3 års HTX, Esbjerg Gymnasium
- Grundforløb, 12 uger EUC Syd, Tønder (afkortet grundet merit fra HTX)
- Hovedforløb, 3½ år Erhvervsskolerne i Aars 7x5 ugers skoleperiode og praktik hos A. P. Jørgensen i Ribe